16. januar
Hver dag bliver atmosfæren i et hus mig utålelig, så hver dag går jeg ud til sandet og goldheden. Det er hverken koldt eller lunt. Det er dystert.
Jeg sidder på jorden i to timer ved siden af en ynkelig lille smal kilde. Det er ikke engang en naturlig kilde. Jeg vil vove at påstå, at den kommer fra en mine blandt bakkerne. Men det er fint nok, at kilden ikke er naturlig – når man tager sandet og goldheden i betragtning. Det er særdeles passende.
Og jeg er særdeles passende i forhold til det hele. Det er alligevel godt at være passende i forhold til noget – at være i berøring med noget, selv sand og goldhed.
Sandet og goldheden er gammelt – åh, meget gammelt. Det tænker man på, når man ser det.
Hvad skulle jeg gøre, hvis jorden var lavet af træ, med en papirhimmel!
Jeg føler mig omtrent fyrre år gammel.
Og igen siger jeg, at min følelse ikke er sådan som fyrre år føles. Disse følelser tilhører den elendige, usle ungdom.
Endnu mere ynkeligt end sandet og goldheden og den sølle unaturlige kilde, er den tørre, forvredne kirkegård, hvor Buttes tørre, forvredne indbyggere begraver deres døde venner. Det fornøjer mig at gå ned til denne kirkegård og observere den og fryde mig over dens fuldkomne ynkværdighed.
”Den er mere ynkelig end mig og mit sand og min goldhed og min sølle unaturlige kilde,” siger jeg igen og igen og finder trøst ved det.
Den er i mere jammerlig stand end en kvinde, ung og alene. Den er forfalden. Den er dækket af støv og sten. De få spredte græsstrå synes at skamme sig over at blive set gro der. En meget stor del af gravmælerne er af træ og de er skammeligt frønnede. De, der er af sten, er endnu mere skammelige med deres hårde glans.
Buttes tørre, forvredne indbyggeres tørre, forvredne venner ligger begravet i den støvede jammerlige forblæste ødemark. Her bliver de efterladt og glemt.
Djævelen må fryde sig på denne kirkegård.
Og jeg fryder mig med Djævelen.
Her er noget, jeg kan observere, der er mere ynkeligt end mit sand og min goldhed og min unaturlige kilde.
Jeg fryder mig med Djævelen.
Denne kirkegårds indvånere er glemte. Engang så jeg et lille barn blive begravet. Hver dag i to uger vendte jeg tilbage, og jeg så barnets mor der. Hun kom og stillede sig ved den lille nye grav. Efter et par dage mere holdt hun op med at komme.
Jeg kendte kvinden og jeg tog hen til hendes hus og besøgte hende. Hun var begyndt at glemme barnet. Hun var begyndt at fortsætte sit liv, der hvor hun var gået i stå. Hendes liv er indblandet i hendes naboers skilsmisser og kampe.
Ude på den forvredne kirkegård er hendes barn blevet glemt. Og snart vil gravmælet, som er af træ, begyndte at rådne. Men ormene vil ikke glemme deres pligt. De har spist det lille lig nu og det har frydet dem. Det fryder altid ormene at spise et lig.
Og Djævelen frydede sig også.
Og jeg frydede mig med Djævelen.
De er mere ynkelige, holder jeg på, end mig og mit sand og min goldhed – moderen, hvis liv er indblandet i skilsmisser og kampe, og ormene, der æder barnets lig, og gravmælet, der snart vil gå i forrådnelse.
Altså fryder vi os, Djævelen og jeg.
Men uanset hvor rasende ynkværdig den indtørrede kirkegård er, ejer sandet og goldheden og den dvaske kilde hver deres egen vedholdende, individuelle forbandelse. Verden er da i det mindste indrettet sådan, at hver af dens rigdomme er forbandet i variende form og grad.
Jeg føler mig omtrent fyrre år gammel.
Og jeg ved, at min følelse ikke er sådan som fyrre år føles. Fyrre-årige føler ikke noget af dette. Efter fyrre år er ilden forlængst brændt ud. Når jeg er fyrre, vil jeg tænke tilbage på mig selv og mine følelser som nitten-årig – og så vil jeg smile.
Eller vil jeg virkelig smile?
0 kommentarer:
Send en kommentar