Fra Thit Jensens dagbog, 1893

Aalborg, 4. Januar

Nu er jeg i Aalborg. Jeg kom i går kl. 12. Jeg har været hos Tønnis og er bleven venligt modtaget af gamle hr. Tønnis. I morgen skal jeg begynde. På vejen hertil kørte jeg sammen med en kommis fra Aarhus og en soldat også fra Aarhus, samt to unge piger. Soldaten var uforskammet, og så kanøflede jeg ham, så at han tilsidst tav helt stille. Kommisen var smuk, med et par øjne så mørkeblå, at det er en skam, at de ikke er blevet tildelt en kvinde. Uh! de mandfolk, hvor er de ækle. Jeg rejste sammen med Knud Hovgaard, vi gik så ind og besøgte hans søster hos mejeribestyrer Christensen. Der kom så en Hr. Jensen fra Steensgaard. Svingende fuld. Han satte sig til at glo på mig og begyndte at tiltale mig. Så blev han nærgående det gamle svin og tog om min arm, men så verfede jeg ham til side og bad ham sætte sig igen, da han vist ikke stod sikkert på sine ben, og så gav jeg ham nåda den ene brander grovere end den anden. De andre stod og grinte, og Christensen sagde, at han var glad ved at jeg kunne give ham igen, thi havde jeg tiet stille, så var han blevet dobbelt så uforskammet. Han er gift og har voksne børn, render til hver tøjte, der er, og holder sig en frille i Hobro. Sikket svin. Han har været smuk. Det er altså enden på visen, at manden går fra sit hjem til tøjter og alt skidt, mens konen må passe. Måtte jeg dog aldrig blive gift! Men det vil aldrig gå mig sådan, for før det går mig sådan, vil jeg dø. Sådan er det i Hobro, sådan er det i Aalborg, sådan er det alle vegne.

Johannes har betroet mig, at han vil være forfatter. Det vil jeg også - hvis jeg kan.

Jeg bor her i Aalborg hos gamle Maren Smed. Hendes datter, der rejste til Amerika, står nu ene og forladt med 4 små børn. Manden har skilt sig fra hende, eller hun fra ham, fordi han ødte alt på offentlige fruentimmer og mishandlede hende og børnene. Her i huset bor en skærsant, der er ligesådan: kone og små børn, og øder alt på drik, spil og tøjter, mens han banker familien. Jo, det er smukke ideer, man får om verden. I Danmarksgade boede jeg i et hus sammen med en tøjte. Til hende kom byens fineste mænd, ja endog nogle, der stod på randen af fallit, men alligevel øder deres smule gods, der slet ikke tilhører dem, på sådanne. Det er dyr, det er ikke mennesker, der befolker jorden. Det er et sammensurium af de laveste laster og tilbøjeligheder.

Går jorden fremad? Ha! ha! ha! ha! Tak, min nathue!

Jeg fik brev fra Frk. Laugesen. Hun skrev at jeg var pessimist. Ja, jeg er pessimist til neglerødderne.