Luften er ren. For at befordre appetitten er intet blevet smeltet i de sidste to dage. Smeltehalsarbejderne har slæbt borde og stole ind og pyntet hallen op, andet arbejde har de ikke udført - de er rastløse. Der hænger guirlander ned fra loftet og rundt om de store smeltekar. En arbejdsgruppe har lavet julepynt i går og i dag, deres labber har med uventet nænsomhed foldet kræmmerhuse og flettet julehjerter. Kühleborn har kvitteret for leverancerne til gildet, kun én mangler. Han står i sin gamle koksgrå og kigger ud gennem glasvæggen. Om lidt vil arbejdernes rastløse festenergi bryde ud i lys lue, forventningerne skal indfries.
Selv Huldbrand er klædt på til fest i dag. Han har en rød skjorte på, grønne seler, et bredt blåt slips med snekrystaller og bukser i mørkegrøn jernbanefløjl. Det hele ser så rent og nyt ud. Der synes endda at være flere bølger i hans sideskilning end sædvanligt. Også det er muligvis meningen, men en nissehue, der helt skjulte det bølgede kraniedækken, ville have været et sikrere valg, både i forhold til julestemningen og rent æstetisk. På en bedre dag ville Kühleborn have fortalt Huldbrand, at det stod godt til ham med de stærke farver. Men det er kun, fordi det trækker opmærksomheden væk fra hans person, og hvordan vender man dét til et kompliment? Der er noget eremitkrebs over Huldbrand i hans julemundering. Det er svært at forestille sig Huldbrand ude at købe nyt tøj. Det er nemmere at forestille sig Huldbrand krybe ind i et sæt aflagt kluns i dybets dynd, evt. vriste skallen af et svagere væsen og orme sig ind i den, så hans egen bløde bagkrop kan være beskyttet og kun gabet og denne buket af blege kløer vende ud mod verden. Men sådan er der så meget.
En mand kommer i småløb ned ad ståltrappen til smeltehallen med en lyserød blanket i hånden, så er det nu. Det må være manden fra Dansk Partyudlejning, der skal have sin underskrift for jukeboxen; det sidste, der skal gøres, inden Kühleborn kan få lov til at stikke af og overlade talgsmelteriet til dets festligheder. Kühleborn har allerede en Mont Blanc Meisterstück klar i brystlommen på vesten, det er en buttet hvid model med porcelænslåg. Der er noget sødladent over den, som han ikke kan fordrage, derfor netop denne pen.
- Mik, Dansk Partyudlejning, siger manden og stikker hånden frem. - Du skal lige følge med mig engang.
(Kødet letter, s. 96-97)
2 kommentarer:
Det er så underligt, jeg har tænkt på, om der ville komme mere af Kühleborn siden jeg læste "En alt andet end proper tilstand" første gang, jeg har altid holdt meget af ham og måske troet, at jeg også holdt mere af ham (og talgsmelteriet) end du gjorde, siden han ikke rigtigt har vist sig siden. MEN sådan var det åbenbart slet ikke. Jeg glæder mig vildt til at læse bogen.
KH Lea Løppenthin
Tak!
Send en kommentar