The Sypres curten of the night is spread,
And ouer all a silent dewe is cast.
The weaker cares by sleepe are conquered ;
But I alone, with hideous griefe, agast,
In spite of Morpheus charmes, a watch doe keepe
Over mine eies, to banish carelesse sleepe.

Yet oft my trembling eyes through faintnes close,
And then the Mappe of hell before me stands,
Which Ghosts doe see, and I am one of those
Ordain'd to pine in sorrowes endles bands,
Since from my wretched soule all hopes are reft
And now no cause of life to me is left.

Griefe, ceaze my soule, for that will still endure
When my cras'd bodie is consum'd and gone,
Bear it to thy blacke denne, there keepe it sure,
Where thou ten thousand soules doest tyre vpon.
But all doe not affoord such foode to thee
As this poore one, the worser part of mee.

- Thomas Campion (1567-1620).

Fra dengang selvpromoveringen boede inde i bøgerne

"Jeg formoder, at de foregående bøger har fornøjet læseren med deres foranderlighed og deres morsomheder. Men der var tydeligvis også noget i dem, som kunne belære om sund fornuft og god livsførelse. De efterfølgende bøger står på ingen måde tilbage for de foregående, hvad angår mængden af morsomheder eller udviklingen og originaliteten i den uforudsigelige handling, og, hvis ikke jeg tager fejl, er de faktisk at foretrække frem for de tidligere, da de omhandler mere vægtige og ophøjede emner. Du vil se, hvordan menneskehedens overlevelse, gudernes majestæt og herredømme over jorden næsten bliver bragt i den frygteligste fare og det vil forundre dig, hvor megen plads der er til morsomheder og latter i så alvorlig en sag."

Starten på 3. bog af Leon Battista Albertis latinske roman Momus fra ca. 1450.

Andreas Vesalius (1514-64).

Margarine-Vise

(en gammel skillingsvise, tilsyneladende lavet på bestilling fra Svendborgs Margarine. Jeg har ikke kunnet finde et årstal på den.)

Da jeg var lille, kneb det tidt for Mo'r,
Thi hun sad Enke med os fire Poder;
Og vi fik ikke Lammesteg, nej tro mit Ord,
Vi sulted mange Gange efter Noder.
Til Middag gumled vi en tør Beskøjt,
Højst med lidt Madfedt, det var lovlig drøjt;
Men kom blot nu - nu er vi af de Fine:
Vi smører paa af Svendborg's Margarine.

Ja i hvert fattigt Hjem var Kosten tør,
Thi Smør var dyrt og ikke at opdrive,
Nu ser man hver Dag, hvor de glade Koner smør',
Ja det kan hænd's, de bruger deres Knive.
De smører ikke gammelt Svinefedt,
Nej, vi er meget bedre vant, Hr. Schmidt.
Vi smører tykt, og med en sikker Mine,
Thi vi smør' paa af Svendborg's Margarine.

Forleden kneb det - jeg holdt Fødselsdag,
Til Aften ventede jeg et Par Venner;
Min Mønt var tynd - det er nu saa sin egen Sag,
At være Guldfisk, - hør dog, hvad der hænder:
Det dyre Smør mig skræmmed - tænk da blev
Just ind paa Bordet til mig lagt et Brev,
Jeg brød og læste med fornøjet Mine:
Forlang blot altid Svendborg's Margarine.

Jeg skulde giftes - Line trængte paa;
Hun sagde: Hvorfor gifter vi os ikke?
To lever billig godt som En - hvad er det saa?
Hvorfor paa Fremtid se med mørke Blikke?
Jeg svared: Søde Ven, mon vi det tør?
Husk, alting stiger - husk det dyre Smør!
Tørt Brød og Kærlighed er smaat! - men Line
Hun sa'e: Vi klarer os med Margarine.

I en Kafé var Maden billig, ja,
Men saa var der en Gæst, som var hel stikken,
Han sa'e: Hvor faar I ellers stadig Smørret fra,
Jeg tror, det er fra Margarinfabriken!
Han meldte Manden - Sagen kom for Ret,
Men Dommeren var dannet og honnet,
Han sa'e: Lad Manden være, - Død og Pine!
Han har s'gu Lov at bruge Margarine.

I Mælkestuen listed Nissen ind
Og hviskede til Gaardmandskonen stille:
Nu kniber det - jeg er saa arrig i mit Sind,
For jeg er bange, det gaar Gaarden ilde.
"Hvorfor dog det?" udbryder Konen angst;
"Jo," svarer Nissen, "hvem der nu gør Fangst,
Og dem, der af hvert Mejeri vil grine,
Er dem, der sælger Svendborg's Margarine."

Hurra for ham, der Magarin opfandt,
Ham vil jeg til min sidste Time rose;
Nu er vi sikrede imod at faa forsandt
Af syge Køers Smør Tuberkulose.
Lad hvem der vil kun tyre daarligt Smør,
Jeg letter dristig paa min Hat og spør':
Hvorledes sparer simple Folk og Fine?
Svar: Ved at bruge Svendborg's Margarine!

3 citater fra Plinius den Ældre, som jeg faldt over i dag, da jeg ledte efter alt muligt andet:

Fra bog 9: "Denne betragtning bringer tanken hen på dem, der i deres kritik af tidens vellevned klagede over, at kokke blev købt for en højere stykpris end heste; men nu er der kokke, der koster det samme som tre heste, og fisk, der koster det samme som tre kokke."

Fra bog 33: "Den værste forbrydelse mod livet blev begået af den første mand, der satte guldringe på sine fingre. Det er ikke overleveret, hvem det var. For jeg tror ikke på alle de løgnehistorier om Prometheus."

Fra bog 11: "Det er hjernen, der skaber søvnen, det er den, der får hovedet til at sænke sig. Dyr, der ikke har en hjerne, sover ikke."

Fra Thit Jensens dagbog, 1893

Aalborg, 4. Januar

Nu er jeg i Aalborg. Jeg kom i går kl. 12. Jeg har været hos Tønnis og er bleven venligt modtaget af gamle hr. Tønnis. I morgen skal jeg begynde. På vejen hertil kørte jeg sammen med en kommis fra Aarhus og en soldat også fra Aarhus, samt to unge piger. Soldaten var uforskammet, og så kanøflede jeg ham, så at han tilsidst tav helt stille. Kommisen var smuk, med et par øjne så mørkeblå, at det er en skam, at de ikke er blevet tildelt en kvinde. Uh! de mandfolk, hvor er de ækle. Jeg rejste sammen med Knud Hovgaard, vi gik så ind og besøgte hans søster hos mejeribestyrer Christensen. Der kom så en Hr. Jensen fra Steensgaard. Svingende fuld. Han satte sig til at glo på mig og begyndte at tiltale mig. Så blev han nærgående det gamle svin og tog om min arm, men så verfede jeg ham til side og bad ham sætte sig igen, da han vist ikke stod sikkert på sine ben, og så gav jeg ham nåda den ene brander grovere end den anden. De andre stod og grinte, og Christensen sagde, at han var glad ved at jeg kunne give ham igen, thi havde jeg tiet stille, så var han blevet dobbelt så uforskammet. Han er gift og har voksne børn, render til hver tøjte, der er, og holder sig en frille i Hobro. Sikket svin. Han har været smuk. Det er altså enden på visen, at manden går fra sit hjem til tøjter og alt skidt, mens konen må passe. Måtte jeg dog aldrig blive gift! Men det vil aldrig gå mig sådan, for før det går mig sådan, vil jeg dø. Sådan er det i Hobro, sådan er det i Aalborg, sådan er det alle vegne.

Johannes har betroet mig, at han vil være forfatter. Det vil jeg også - hvis jeg kan.

Jeg bor her i Aalborg hos gamle Maren Smed. Hendes datter, der rejste til Amerika, står nu ene og forladt med 4 små børn. Manden har skilt sig fra hende, eller hun fra ham, fordi han ødte alt på offentlige fruentimmer og mishandlede hende og børnene. Her i huset bor en skærsant, der er ligesådan: kone og små børn, og øder alt på drik, spil og tøjter, mens han banker familien. Jo, det er smukke ideer, man får om verden. I Danmarksgade boede jeg i et hus sammen med en tøjte. Til hende kom byens fineste mænd, ja endog nogle, der stod på randen af fallit, men alligevel øder deres smule gods, der slet ikke tilhører dem, på sådanne. Det er dyr, det er ikke mennesker, der befolker jorden. Det er et sammensurium af de laveste laster og tilbøjeligheder.

Går jorden fremad? Ha! ha! ha! ha! Tak, min nathue!

Jeg fik brev fra Frk. Laugesen. Hun skrev at jeg var pessimist. Ja, jeg er pessimist til neglerødderne.

Tre korsfæstelsesmotiver af Matthias Grünewald. Det er fødderne, de forfærdelige fødder.

Og for 111 år siden skrev Mary MacLane i Butte, Montana:

16. januar

Jeg føler mig omtrent fyrre år gammel. Dog ved jeg, at min følelse ikke er sådan som fyrre år føles. Disse følelser tilhører den elendige, usle ungdom.

Hver dag bliver atmosfæren i et hus mig utålelig, så hver dag går jeg ud til sandet og goldheden. Det er hverken koldt eller lunt. Det er dystert.

Jeg sidder på jorden i to timer ved siden af en ynkelig lille smal kilde. Det er ikke engang en naturlig kilde. Jeg vil vove at påstå, at den kommer fra en mine blandt bakkerne. Men det er fint nok, at kilden ikke er naturlig – når man tager sandet og goldheden i betragtning. Det er særdeles passende.

Og jeg er særdeles passende i forhold til det hele. Det er alligevel godt at være passende i forhold til noget – at være i berøring med noget, selv sand og goldhed.

Sandet og goldheden er gammelt – åh, meget gammelt. Det tænker man på, når man ser det.

Hvad skulle jeg gøre, hvis jorden var lavet af træ, med en papirhimmel!

Jeg føler mig omtrent fyrre år gammel.

Og igen siger jeg, at min følelse ikke er sådan som fyrre år føles. Disse følelser tilhører den elendige, usle ungdom.

Endnu mere ynkeligt end sandet og goldheden og den sølle unaturlige kilde, er den tørre, forvredne kirkegård, hvor Buttes tørre, forvredne indbyggere begraver deres døde venner. Det fornøjer mig at gå ned til denne kirkegård og observere den og fryde mig over dens fuldkomne ynkværdighed.

”Den er mere ynkelig end mig og mit sand og min goldhed og min sølle unaturlige kilde,” siger jeg igen og igen og finder trøst ved det.

Den er i mere jammerlig stand end en kvinde, ung og alene. Den er forfalden. Den er dækket af støv og sten. De få spredte græsstrå synes at skamme sig over at blive set gro der. En meget stor del af gravmælerne er af træ og de er skammeligt frønnede. De, der er af sten, er endnu mere skammelige med deres hårde glans.

Buttes tørre, forvredne indbyggeres tørre, forvredne venner ligger begravet i den støvede jammerlige forblæste ødemark. Her bliver de efterladt og glemt.

Djævelen må fryde sig på denne kirkegård.

Og jeg fryder mig med Djævelen.

Her er noget, jeg kan observere, der er mere ynkeligt end mit sand og min goldhed og min unaturlige kilde.

Jeg fryder mig med Djævelen.

Denne kirkegårds indvånere er glemte. Engang så jeg et lille barn blive begravet. Hver dag i to uger vendte jeg tilbage, og jeg så barnets mor der. Hun kom og stillede sig ved den lille nye grav. Efter et par dage mere holdt hun op med at komme.

Jeg kendte kvinden og jeg tog hen til hendes hus og besøgte hende. Hun var begyndt at glemme barnet. Hun var begyndt at fortsætte sit liv, der hvor hun var gået i stå. Hendes liv er indblandet i hendes naboers skilsmisser og kampe.

Ude på den forvredne kirkegård er hendes barn blevet glemt. Og snart vil gravmælet, som er af træ, begyndte at rådne. Men ormene vil ikke glemme deres pligt. De har spist det lille lig nu og det har frydet dem. Det fryder altid ormene at spise et lig.

Og Djævelen frydede sig også.

Og jeg frydede mig med Djævelen.

De er mere ynkelige, holder jeg på, end mig og mit sand og min goldhed – moderen, hvis liv er indblandet i skilsmisser og kampe, og ormene, der æder barnets lig, og gravmælet, der snart vil gå i forrådnelse.

Altså fryder vi os, Djævelen og jeg.

Men uanset hvor rasende ynkværdig den indtørrede kirkegård er, ejer sandet og goldheden og den dvaske kilde hver deres egen vedholdende, individuelle forbandelse. Verden er da i det mindste indrettet sådan, at hver af dens rigdomme er forbandet i variende form og grad.

Jeg føler mig omtrent fyrre år gammel.

Og jeg ved, at min følelse ikke er sådan som fyrre år føles. Fyrre-årige føler ikke noget af dette. Efter fyrre år er ilden forlængst brændt ud. Når jeg er fyrre, vil jeg tænke tilbage på mig selv og mine følelser som nitten-årig – og så vil jeg smile.

Eller vil jeg virkelig smile?

Uuintarmanoth

"Månederne gav han navne, da de før den tid blandt frankerne blev kaldt dels ved latinske og dels ved barbariske navne. Ligeledes fandt han betegnelser for de tolv vinde, da der før den tid stort set ikke fandtes betegnelser for mere end fire vinde. Af månederne kaldte han januar for uuintarmanoth, februar hornung, marts lenzinmanoth, april ostarmanoth, maj uuinnemanoth, juni brachmanoth, juli heuuimanoth, august aranmanoth, september uuitumanoth, oktober uuindumemanoth, november herbistmanoth, december heilagmanoth."

- Einhard, Karl den Stores liv, 800-tallet.

Offensivcigaren

"Tre minutter før angreb gestikulerede Vinke til mig med en fyldt feltflaske. Jeg tog en ordentlig slurk. Jeg skyllede det ned, som var det vand. Nu manglede jeg kun offensivcigaren. Tre gange blæste lufttrykket tændstikken ud.

Det store øjeblik var kommet. Ildtromlen rullede mod de forreste grave. Vi trådte an.

Vreden trak nu op som et uvejr. Tusinder måtte allerede være faldet. Det kunne mærkes; selvom beskydningen fortsatte, var det, som om den blev stille, som havde den mistet sin bydende kraft."

- Ernst Jünger, I Stålstormen, oversat af Adam Paulsen og Henrik Rundqvist.