I dag udkommer min oversættelse af Mary MacLanes fortælling. Det er en dagbog skrevet i 1901, da MacLane var 19 år gammel og boede med sin familie i minebyen Butte, Montana. Den er, så vidt jeg ved, ikke blevet oversat til noget sprog før, men er her i foråret netop blevet genudgivet på engelsk og hendes samlede værker er også på vej.

Her er et billede af MacLanes fem yndlingspositurer og en filmplakat fra hendes stumfilm "Men Who Have Made Love To Me."

Preben Major Sørensen har fået en blog, Ekviblok, her, og lægger hårdt ud.

"Et hav af tænder. En lygte i det hav. Dyrs tanker, mens de bader i det hav. Kitte vil være på vej op ad trappen. Kitte vil være på vej ned ad trappen. Der sendes kærlige hilsener; hestene ligger i sofaen og slikker sol. Vi har alle de ting, vi har brug for. Maskinen skærer frugt. Man vil have dårlig, varm ånde og stå i badet (= man har et hjerte i munden). - Kød elsker at blive spist. Kød elsker at blive stjålet. Vi stjæler det, vi kan komme af sted med at stjæle. Vi er selv kød, vi vil slagtes. Lægerne kommer fordi, de har deres kroppe med og lægger penge på havebordet. Glasbordet."

- Anders Abildgaard, Din fjendes fest.

Som udkommer i dag. Og som er helt fantastisk.

Helle for at kippe med det flossede grå

"Jeg elskede dig og jeg så dig lide, og jeg tænkte, at det syn skulle være min straf."

Vi er to små føl, der vågner på skift og siger: jeg er så ked af det.

Video fra Information. Jeg kludrer selvfølgelig lidt i oplæsningen, pga nerver og tyve kopper kaffe.

Beccadelli

Antonio Beccadelli "Panormita" (1394-1471)

I, XL

Til Crispus. Jeg blev afbrudt i at skrive en

hyldest til dig af en skidende bonde.

Ude på engen så grøn står det yndigste træ, i hvis nærhed

   strømmer en klar lille bæk, vokser en skyggefuld lund.

Her fløj en fugl hen og sang i det smukke træs skygge, så både

   lunden og vandstrømmen blev svalet af den skønne lyd.

Hertil kom jeg, som jeg har for vane, for at komponere

   vers - Clio hørte min bøn, hun ville bistå min pen.

Crispus, da gik jeg igang med at hylde dit hellige levned

   og dit enorme talent både for prosa og vers.

At du vil blive den fornemste borger i byen og at din

   dyd snart vil få sin bekomst, dét skulle stå i mit digt.

Pludselig kommer en bondekarl, som har forædt sig og søger

   aflastning på engens græs. Han smider kappen og fluks

åbner han bukserne og drager deraf såvel pik som nosser,

   luftningen svøber sig mildt om bondens blottede røv;

han sad på hug og krummede sig til en kugleform med sit

   ansigt i håndfladerne, albuer støttet mod lår,

hælene syntes næsten at trykke mod lårene og nu

   presser han, løsner sin bug, et skideri går igang;

ud af hans højlydte røv der blæser et tordnende bulder,

   hele den herlige eng skælver af dette postyr.

Rystet taber jeg pennen, min muse fordufter i vinden,

   fuglen er slået på flugt, skræmt af den støjende prut.

Bondekarl, gid du må slide med vinhøsten og når du selv er

   tørstig så ikke får én dråbe af din egen vin;

bondekarl, gid du må sprede din såsæd i plovfuren uden

   selv at få brød til dit bord, når du er sulten og trist.

Crispus, farvel da, når den inspirerende fugl er tilbage,

   da vil jeg fortsætte med lovprisningen af dig.

(Fra Hermaphroditos, 1425)